Blog

This blog will (for now) be in danish.
Denne blog vil handle lidt om hvordan livet som selvstændig illustrator er, hvilke udfordringer man møder, hvordan hverdagen er og så vil jeg forsøge at give nogle små råd - måske du kan bruge nogle af dem, måske ikke. 

Livet som selvstændig part 2

Hvordan startede du og hvordan gjorde du?

Disse to spørgsmål får jeg rigtig ofte - så de virker rigtig oplagte at forsøge at svare på, som opfølgende blog til “Livet som selvstændig part 1”. Lets take a trip down memory lane…

Jeg drømte ikke om at blive selvstændig. Jeg drømte heller ikke om at blive illustrator. 

Men jeg stod og manglede en julegave til min mor i 2012...
Baggrundshistorien for hvad jeg har lavet, af kreativ ting inden december 2012, må vi tage en anden gang. Men i 2012 tegnede jeg to kolibrier til min mor i julegave. Idéen til at lave to plakater til hende, havde jeg fået, fordi vi sammen havde besøgt Designskolen i Kolding på deres (fantastiske) julemarked, hvor flere studerende solgte plakater. 

Min mor blev glad. Meget glad. Stille og roligt bredte de to kolibrier sig til mange hjem - hos venner og bekendte. 

Jeg troede naturligvis bare, at folk var venlige. Det var faktisk først da jeg begyndte at få mails fra folk jeg ikke kendte, at jeg begyndte at overveje, at jeg måske havde malet noget der var okay? Herefter tegnede jeg to blæksprutter. 2 (enormt grimme) skildpadder, og herefter, tegnede jeg pingvinen…
Nu kommer der en ærlig sandhed. Mit varemærke, logo og kæreste tegning, pingvinen, har jeg tegnet i et bumlende S-tog, på vej fra Farum til København. Mens jeg sad og tegnede på den, kom en børnehave stormende ind i kupéen og satte sig rundt om mig. De som sad på sæderne ved mig, var meget interesseret i hvad jeg tegnede - for de skulle i Zoo. Jep, vi fik en god snak om pingviner.

Jeg kan huske at min kæreste sagde til mig, “Lea, den er altså virkelig virkelig god” da jeg viste ham pingvinen. Jeg var ikke selv helt overbevist. Men det skulle vise sig, at han endte med at få ret. 

Efter at have tegnet pingvinen begyndte jeg at sælge helt godt af dem via rygter og ved at folk så dem i andre hjem. 

I Maj måned 2013 lavede jeg min første hjemmeside - det passer ikke helt. Jeg fik virkelig hjælp af en god ven, som lærte mig enormt meget om hjemmesider og alt mulig andet computer lir. Hjemmesiden fungerede ikke som webshop. Shit nej. Det kom først MEGET senere. Folk skulle sende mig en mail med bestilling. Det gik overraskende godt - der tikkede da ca 1 bestilling ind i ugen, fra personer jeg ikke kendte. 

Herefter tegnede jeg svalerne, nye kolibrier, ræven, vaskebjørnen, egernet og til sidst elgen….

Elgen sætter på sin vis, et punktum for den første periode i min karriere, da alt herefter gik ret stærkt. 

Jeg gik i 2012-2014 på Kunstakademiets arkitektskole. Så jeg deltog i Arkitektskolens julemarked i 2013 - mit allerførste designmarked. Jeg havde en ambition om at sælge 10 plakater - så ville jeg være tilfreds. Åh, så grøn jeg var. Jeg anede ikke, at man burde have en dug på, så min kæreste cyklede til Føtex og købte den eneste (enormt grimme) dug han kunne finde. Jeg anede ikke, at jeg burde have haft indpakning med. Så min mor, som var kommet helt til København, måtte ud og finde nogle poser. Min sidemakker, var så sød at give mig an masse silkepapir, så jeg kunne rulle plakaterne. Jeg havde ingen prisskilte. Jeg havde ingen byttepenge (før mobilepay eksploderede). Og jeg nåede mit mål kl 11.05 - præcis 5 minutter efter at dørene var slået op. Jeg havde udsolgt på 1 time. Min mor måtte køre ud og få printet flere, og både min kæreste og min mor - som begge havde andre planer, måtte blive og hjælpe. 
Jeg møder stadig kunder, som fortæller at de købte Elgen/pingvinen på dette marked. 

Herefter søgte jeg ind på Finderskeepers - og kom overraskende nok med! Med lidt mere erfarring, nye visitkort, poser, emballage og nok produkter, blev Finderskeepers et ægte vendepunkt for mig. At være en del af Finderskeepers har været (tæt på) altafgørende for min illustrator karriere.

Herefter fik jeg bestillinger på kæledyr, bestillinger på min hjemmeside, kontaktet af firmaer (som ville booke mig som illustrator), magasiner som trykte mine billeder og forhandlere. 
Alt kom ret meget af sig selv - lidt for let næsten. Men jeg fik også rigtig travlt. Jeg gik på arkitektskolen og kørte en hobby-forretning på sidelinjen - som egentlig tog lidt over mit studie.
Jeg stoppede på arkitektskolen i 2014; egentlig med stress - men nok udløst af, at der var noget andet jeg hellere ville. 

1. Januar 2015 (med tømmermænd) startede jeg enkeltmandsvirksomheden “Lea Hoffmann Illustration”. Jeg anede intet om regnskab, lageroptælling, salg eller hvad fanden man gør, når det hele ikke bare kører.

Jeg fik bikset mig en webshop sammen, hvor man kun kunne lægge produktet i kurven og betale. Jeg fik igen hjælp af en ven til at stable det hele på benene. Fra start har jeg haft dén holdning, at jeg ville lære alt, hvad der havde med mit firma at gøre. Så alt fra regnskab til hjemmesideprogrammering har jeg sat mig ned, og (hvis ikke af venner) så lært mig selv.
Men når man starter firma, så bliver det sgu alvor. Jeg gik all in på illustration. Så når det var hårdt, var jeg glad for, at alle mine udgifter var dækket efter 3000 kr i måneden. 

I perioden efter at have startet firma, skulle jeg lære at der er ups and downs ved at drive en virksomhed. Jeg kan ikke udtale mig om andre situationer end min egen. Men mine tegninger er så meget en del af mig, så kritik eller negativitet påvirker mig rigtig meget. Det har været en lang kamp at forstå, at jeg er den samme, og ligeså dygtig i perioder, hvor jeg ikke sælger så godt, som i de perioder hvor tingene kører. Måske skal jeg prøve noget nyt, lave en ny strategi eller også har det simpelthen intet med mig at gøre. 

Hvis du ønsker at starte din egen virksomhed - om den er kreativ eller ej, så er mit råd, at du skal sætte dig godt ind i alt, hvad der rører dit firma. Derved giver du dig selv den bedste grobund, for hele tiden at træde et trin op ad stien og ikke skulle til at bakke ned ad den. 
Historien stopper her for denne gang. År 2015. Jeg har drevet firma i 3 år. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi jeg har været villig til at leve på en sten og fordi jeg havde og har en masse gode folk i mit netværk.

Så, hvis jeg skal besvare mit eget spørgsmål, “hvordan gjorde du”: Jeg brugte hele mit netværk, droppede ud fra min uddannelse, flyttede ind på 29 m2 (2 mennesker), flyttede fra København til ydre Odense, minimerede mine udgifter, græd og jublede. 
Og tak til alle jer der har været med til at gøre det muligt for mig. 

Ønsker til emner på nye blogs modtages med kyshånd <3


Livet som selvstændig - part 1

Jeg har de sidste uger hørt podcasten "Den Kreative Forretning" lavet af Signe Sylvester - den har fået mig til at tænke godt og grundigt over livet som kreativ selvstændig. 
Facts er, at jeg lever af at tegne. Jeg lever af min webshop, designmarkeder og kommissions opgaver. 
Jeg lever ikke det fede luksuriøse liv, men jeg elsker, at jeg hver eneste dag, "kører" mit eget firma, og at jeg 100% selv har bygget det op. Jeg har naturligvis fået (en masse) hjælp til forskellige ting, men det er hjælp jeg selv har skullet opsøge og problemer jeg i sidste ende, selv har skullet løse. 

Derfor kommer her en meget ærlig sandhed:
Jeg lever af ALLE jeres køb. Hver og én. Nogle dage har jeg en indkomst på 0,- (disse dage er der mange af), og perioderne er knald hårde. 
Ofte hører man kun om de succesfulde iværksætter historier - eller dem som måtte dreje nøglen om. Jeg har nu været selvstændig i 3 år - alene dét er selvfølgelig en succes - men det er og har været en lang sej kamp. Jeg synes sjældent (læs aldrig), at man hører om de iværksættere, eller selvstændige, som LIGE NU har fingrene i dejen. Tendensen er, at man først på den anden side af succes eller fiasko, taler om det.

I denne blog, vil jeg fortælle lidt om, hvad dagligdagen og livet som igangværende “jeg-forsøger-at-få-dette-til-at-lykkedes-kunstner”/iværksætter indebærer. Jeg vil i dag give 7 små ting fra min hverdag, som I enten ikke vidste eller som man ikke overvejer, når man hører om “det eksotiske iværksætter liv”.

1) Der er et citat i omløb på sociale medier som lyder:
"Every time you buy from a small shop, an actual person, does a happy-dance"
Jeg har familie og venner, som uden tøvet vil tilkendegive, at dette er sandt. 
Hvis du på et tidspunkt har købt noget fra min webshop, så lover jeg dig, at jeg dansede og råbte YES da mailen tickede ind hos mig! <3 (ps. næste gang du køber, sender jeg med glæde en video tilbage som bevis!)

2) Jeg har “studio” derhjemme - og da min kæreste også er “selvstændig” (læs sportsmand), som også er hjemme i løbet af dagen, er han det tætteste jeg kommer på en kollega i dagligdagen. Så ja, der har været dage i travle perioder, hvor jeg, fuldkommen bogstavligt, ikke har været uden for en dør i flere dage. 


3)  Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt nyt tøj, for penge jeg selv har tjent, da alt overskud går til basic living (husleje, mad, tlf, internet, forsikringer). Misforstå mig ikke. jeg klager ikke. Jeg forsøger blot, at illustrere den knap så "shiny" side af iværksætteriet. Egentlig vil jeg aldrig kalde mig selv for iværksætter... 

4) Man skal ikke kimse af netværk. Kliché. Men lad mig lige liste op her, hvad jeg har fået hjælp til af venner eller familiemedlemmer: Passet min stand, hvis jeg har haft dobbelt designmarked en weekend. Kommet udelukkende for at pille min stand ned. Bygget en HEL messestand til mig. Lavet min hjemmeside. Hjulpet mig med regnskab (ej, den har jeg sgu virkelig også lært mig selv). Lavet ny hjemmeside. Fikset betalingsløsning (pisse lang proces at blive godkendt til at modtage dankort btw). Fotograferet. Kørt. Bygget ny messestand. Lavet endnu en ny hjemmeside. Klippet video. Filmet video. Passet min webshop, når jeg er ude at rejse (hvilket er sket mange gange). Og meget meget mere. 

5) For at nå ud til alle mine følgere på facebook, (dvs. folk som har valgt at sige “ja, jeg vil mega gerne se, hvad hun render og laver og se når hun har lavet noget nyt), skal jeg betale ca 200 kr til facebook. Da jeg driver en forretning, betragtes det nemlig som reklame, HVER gang jeg laver en post. Og hvis du har set mit billede/post på facebook, har jeg 100% sikkert betalt for at du har set den. Jeg bruger penge på næsten alle mine opslag, for at få dem ud til jer - noget som de færreste ved.


6) Man skal være klar til at leve på en sten, som iværksætter eller selvstændig. På en sten! Hvis jeg skruer tiden 2,5 år tilbage, boede jeg på 29 m2, med min kæreste (inkl min forretning og vores 5 cykler tilsammen dengang). Jep, jeg har cyklet mellem Odense og min barndomsby Fredericia for at spare penge, og cyklet rundt med ordre for at spare fragt. Hvis du drømmer om at blive selvstændig indenfor de kreative fag - så er det fordi du ikke kan lade være. Ikke pga penge. 

7) Hvis du er nået så langt i denne blog, har jeg en kæmpe tjeneste, jeg vil bede dig om. 
Jeg lever 100% af jer der følger med, om I køber plakater eller ej, er I med til at gøre en forskel for mig, da jeres likes, delinger og kommentarer, er med til, at få mig ud til nye potentielle følgere. (og potentielle kunder). 

Jeg håber, at du vil invitere de af dine venner, som du tror, vil kunne lide mine illustrationer, til at følge med på min facebook side eller instagram side. 
Jeg ville blive glad og taknemlig, hvis du inde på facebook, vil trykke på den lille "inviter venner til at synes godt om" knap <3 

Hvis der er noget du kunne tænke dig, at høre mere om, så skriv endelig. 

Jeg kan især udtale mig om følgende:
Kunst. Livet som illustrator. At bygge et firma op fra bunden - uden udannelse eller kompetencer indenfor feltet. Tegnetips. Og livet som selvstændig.